IV.

Der ligger måneskin udover hele fjorden. I vage lys og stille skygger. Intet bølge klynk mod stranden; bare sagte, sagte hvisken.

Min lyse båd ligger indunder strandens skygge, jeg støder den langsomt fra land og ror udover. Morild i det mørke vand, bløde åredyp,

bræmmed af silkehvide rande. Lidt rislen foran baugen, der den skjærer det natblanke hav, glidende lydløst ud ifra fjeldets skygge ind i månenattens skimmer.

Vidt og bredt, listende og stilfærdigt smy- ger månelyset om. På den anden side af fjorden det tunge, alvorlige land; ‒ to gule lys stirrer udover sjøen.

Ingen lyd. Ikke engang bølgernes kluk mod bådens bund. Jeg tar årene ind, lægger mig agter og ser udover vandet. ‒ Månesølv på hver død

dønning, glitterstøv på hvert glidende bølge skvulp. Langt ude, helt nede ved havbrynets rand drømmer nogle dunkle tåger.

Vagt runder de sig som kvindearme og kvindekinder, og månesne ligger blødt ovenpå. Det er som en drøm om et legeme, dunkelt åndeagtigt, hvidt og nøgent.

Og det speiler sig i havet, men havet skinner hvidere; der strækker de slanke lem- mer sig som skum og lys. Og se nu: der kommer hun langsomt

drivende på de myge sølvdønninger. Måne- lyset falder på hendes kinder, og hun reiser sig halvt med den ene arm støttet på havets dybe bolstre, og hun slår øinene op ‒ de

underlige mørkegrønne øine ‒ og stryger det våde hår bort fra den blege pande. Høiere reiser hun sig; morilden spiller om hendes hvide lemmer i skinnende ringe og

drypper i havet i tunge, sølverne dråber. Og de slanke arme bøier sig hid, hendes sjø grønne øine ser tåreblanke på mig, og munden åbner sig i kvide.

Men tier. Og matte synker igjen hendes arme. Hun glider tilbage på de sølvbræmmede dønninger, og hele hendes deilige skumlegeme

hviler på det sorte hav. Jeg taler til hende, men ingen klang lyder; ‒ det er tankerne, der taler som i drømme.

Jeg vil bygge dig et slot, Suleîma. Og det vil jeg befale mine tanker, og det mine drømme og mine fagre sange: Stil Eder sammen i skinnende geledder, I tanker, og

byg mig et slot! Og alle de farver, I eier, mine drømme, alt det guld, I gjemmer, mine sange, drys det udover væg og tag, og lad vårens sol drive gylden om høie tinder.

Men inde skal hver larm tie; isblanke søiler skal slanke springe mod slottets him- melblå loft, og på alle gulve skal rosenblade dufte. Opefter alle vægge skal blomsterklok-

ker spire, og høiest oppe i salen, hvor farverne slukner i det blændende hvide, der hæver sig din trone, Suleîma. Den er betrukken med liljernes fine silke

hud og blege rosers bløde fløiel, og fuchsierne rinder nedover i tunge, blødende knopper. Suleîma, Suleîma, dronning i mine drøm mes skinnende slotte, Suleîma, Suleîma! Dit

navn er som den hviskende musik fra alle svingende blomsterklokker, og det klinger stilt udover i fine klangsmeltende toner. Suleîma, Suleîma!

Jeg har hørt din røst i rimskummende vers og fornummet din gråd i høstens sørg- modige klage. Jeg byggede dig et slot af mine drømmes blankeste guld, jeg fyldte luften

med mine sanges sarteste klange, men dig selv, Suleîma, dig så jeg aldrig. Men nu dirrer hver fiber af jubel; når jeg lukker mit øie, kjender jeg dit bliks varme,

og du stryger sagte mit hår med din hånds hvide fingre. Jeg hører din stemmes milde klang, og jeg føler din munds kys ånde rosers sødme på

mine tørstige læber. Og jeg kaster mig for tronens fod, favner dine fødder og kysser din kjortels hvide søm. Suleîma, Suleîma!

Min tanke tier, og hendes sørgmodige mund smiler, og øinenes låg sænker sig som i lykke, og hun begynder at synke. Jeg rækker mine arme ud imod det svin-

dende hvide og råber: “Tag mig med dig, Suleîma, og jeg vil være hos dig, evig, evig!” Og hun ser på mig med sine sjøgrønne øine.

Et eneste stort blik. Og synker . ‒ . Borte fra fjordens anden bred kommer en. sagte, vemodig sang. En kvindestemme er

det, og den stiger, og den daler, og den dør langsomt bort: “Og alt hvad i verden jeg elsked, det skal jeg aldrig, aldrig få.”

En uendelig tungsindig jodlen; og høst- natten ligger atter stor og stum og stille. Men jeg kaster mig på bådens bund og hulker.