III.

Jeg brænder to lamper og mange lys på mit lille værelse nu, ‒ jeg synes ikke, jeg kan få det lyst nok. Jeg gik ud i eftermiddag, langt bortover

strandbredden. Og det var så stille: sol i luften, sol over hav, og sol over alle de brune marker. Men så lidt efter lidt skyede det over, og

alt blev så dystert og tyst. Da jeg gik hjemover, kom der farende et heftigt vindstød, så pludseligt, så underlig uhyggeligt i al den blege stilhed.

Og nu er det begyndt at blæse; tagrenden klaprer ustanselig frem og tilbage, og det bruser så besynderlig dybt og langt i det store træ udenfor huset.

Derfor tænder jeg to lamper og mange lys i mit lille rum. Og jeg ordner op her inde, lægger i ovnen, strør røgelse på pladen og sætter stolene frem for mine gjæster ‒

som i gamle dage. Og jeg tar hendes breve frem, og læser dem omhyggelig; ‒ men de er alle så gamle, og idet jeg ser op, betages jeg af en sær

uhygge ved alle de tomme stole og alle de brændende lys. Så sætter jeg igjen stolene tilside og sluk ker alle lys, og jeg lægger mig på sofaen for

at hvile. Men en melodi, som har forfulgt mig i mange dage, en klage, som følger mig overalt, nynner omkring mig – omigjen ustanselig de samme ord:

Und die Herzen, die vergessen, und die Augen schlafen ein. Og det blir sent på nat, og jeg sidder alene her, mens stormen tar til derude.