II.

Viwie er 11 år og kan synge “Da barnet sov ind,” og hun har mørke øine og rødblondt hår. Hendes fader lensmanden er et fæ med stort skjæg og brede støvler, et fæ, som har

kaldt sin søde lille pige Majsa ‒ tænk Majsa! Men Viwie er snil hun, og derfor vil jeg kalde hende Viwie. Og Viwie er dum hun, for hvis hun var klog, vilde hun ikke være

snil, ei hellere være glad i mig og sidde på mit fang og høre eventyr. Siger du nei Viwie? ‒ Er du ikke dum kanske? Eller skjønner du dig noget på det

kategoriske imperativ eller den absolute præ- destination? Nei, skål du lille søde dompap! Du skal få vin og druer og eventyr, du; og du skal

synge for mig, og så går hele verden om udenfor og grubliserer over lykkens love. . . . Eller skal vi ro ud på fjorden, Viwie, derude, hvor vandet er blåt og stille, og hvor

der ingen lyd er, hvor vi to dumme er alene, ganske alene, i denne forbandede logiske verden; og skal vi så falde på knæ og bede til havet, at det vil ta os begge . . . Synke,

du Viwie, i blå fløiel, synke nøgne i sort, kold silke . . . ah! ‒ Lad mig lægge mit hoved i dit fang, Viwie; og sid så ganske stille og stryg mig over håret, men langsomt,

langsomt . . . Og vil du så ikke læse fadervor for mig; det må vist være så vakkert at høre på! ‒ Og bed så for en af de unyttige urter,

for et klinteblad i vorherres rige hvedeager, for en af de tiloversblevne gjenstande i gud- faders store tombola . . . . Langsomt, Viwie, stryg langsomt . . .