I de forunderlige, blonde nætter
jeg gaar alene, men med dig jeg taler.
Rundt om mig vaaren blomstersnehvid blunder,
et springvand pladsker lydt. En hane galer.
Jeg gaar alene, men med dig jeg taler,
som jeg har talt med dig saa mange gange.
Har du det ondt, min ven? Var du bedrøvet
i disse svundne aar, de lange, lange!
Jeg stanser brat. Jeg fryser nedad ryggen
og stirrer ræd omkring de stille sletter.
Aa Gud! Det er, som hører jeg dig græde
i de forunderlige, blonde nætter.