I.

Hvor her er uendelig trist ! For her er ingen sol idag ‒ det er bare så gråt og vådt altsammen. Så sidder der en gal kone i sideværelset, ‒ en fed, styg

én med blanke, sluknede øine og mimrende underlæbe, ‒ og hun har siddet og pint mig i hele eftermiddag med en drævende syngen salmer.

Og vinden uler så langt over moen, en dør slår op og igjen, op og igjen, regnen pidsker mod ruderne, og det er så trøstesløst altsammen, altsammen!

Jeg sidder ved vinduet, syg og ensom, og jeg trykker ansigtet mod det kolde glas og stirrer ud i høsten . . .: Fattig kom jeg fra moders liv, og fattig

vender jeg tilbage; ti alle de øine, jeg elskede, or brustne, og de læber, jeg holdt af, er hvide og tause. Men længselen lever ‒ den uendelige

længsel; den lever ved nat og ved dag, den lever med mig og den dør med mig, læng- selen efter hende, den evige, hvis blik er sjælens hvile, og hvis tale er dødens fred.

Hun skal ha et navn, der skal klinge varmt og deiligt men jeg kan intet finde og så kalder jeg hende Suleîma.! Suleîma, Suleîma . . .

Å herregud, nu begynder salmesangen der- inde igjen! Den gjør mig gal, den piner mig om dagen og gir mig onde drømme om natten.

Inat drømte jeg igjen noget uhyggeligt. ‒ Der var stor fest etsteds inde i en skinnende, høi sal. Udenfor var der rygende storm og uhygge, men inde var der lyst og varmt og

dans og latter og sang og alt! Så ringer det pludselig heftigt på den tunge portklokke. Og det blir med engang blikstille i salen. Alle lys synker, det blir

tusmørkt; men udenfor hyler stormen vildere end før, og da jeg ser mig omkring, er jeg alene. Jeg hører det skrabe i gangen udenfor

salen, så går døren lydløst op, og en liden bleg kvinde kommer ind; ‒ jeg gjenkjender min mor, som døde forlængst. Hun vinker i taushed på mig, og mekanisk går jeg ud.

Og jeg ser noget sort tulle bortover gulvet, noget sort forunderligt noget ‒ med ansigt og klør. Og det ser op på mig, og jeg vågner i

rislende rædsel. Men som jeg sidder her ikveld alene i hele verden, kommer der over mig en sælsom angst, en rædsel for dette liv, som jeg ikke

formår at bære . . . Og så hører jeg kun vinden, som hyler over moen og døren, som slår op og i, op og i. og så sangen ‒ den pinende salmesang :

Dagen viger og gaar bort, Luften bliver tyk og sort, Solen alt har dalet plat, Det gaar ad den mørke Nat.

Tiden sagte lister sig, Glasset rinder hastelig, Døden os i Hælen gaar Evigheden forestaar.

Fire Fjæle er den Pragt, Hvorudi jeg bliver lagt, Med et Lagen og lidt mer, Pier ikke saa en Fjær.

Alle verdslig' Ting forgaar, Jeg til Herlighed opstaar, Naar Gud ved Basunens Lyd Kalder mie til evig Fryd.