Har du seilet i storm over havet?
Har du set maager i skrigende klynger,
har du hørt sange, som bølgerne synger?
Har du smagt braadsjøens salte sprøit?
Har du hørt vindenes hvinende fløit
huje omkring dig i mørket?
Vær hilset, o hav, du bredthenbrusende
evige skummende verdenshav.
Du ler mig imøde saa vildt og vredt
med kold og klingende latter.
Der er ingen klynk i din hvasse haan,
ingen længsler mod liv og mod lande,
der er ingen gjøglende, daadløs drøm
over dine vide vande.
Du er som en hedning, der haaner Gud,
som en dødning, der truer mod himlen.
Og bølgerne vælter som sorte slanger,
som krummede djævlerygge.
Intet i verden var der saa vildt,
saa ubetvingeligt, satansvildt
som dine hulkende bølger.
Jeg bøier knæ for dig, vældige hav,
og lader dig døbe min trætte pande:
Giv mig dit spottende dødsvilde mod,
haan, som har staalfaste hedningehænder,
had, der har sener og sydende blod,
og ørneklør og rovdyrstænder!