Fjerde nat

Og der er intet liv i luf- ten og ingen lyd, intet kryb mellem mosen, ingen blomst, intet blad ‒ intet, intet,

uden mit ensomme, ban- kende hjerte. Faret vild over flyen Gået og gået time på time uden vardes

mærke, uden livs spor; ‒ bare sprød, død mose og sorte skarpe sten. Og nu breder natten lange skygger over den grå vidde, og den kvælende stilhed sniger

sig som et stort spøgelse over al jordens rund. Jeg hører mit åndedrag og jeg hærer, hvor blodet slår; men så er der intet liv mere, så

langt mit øie kan se. Jeg stanser og stirrer udover den dystre flade, og pludselig gribes jeg af en uendelig lede og synker ned i mosen.

Hvor jeg er forfærdelig træt! Jeg lukker Øinene og ønsker, at jeg kunde få sove ind her på den endeløse vidde. Der kommer en enkelt tanke, så en ond,

så en lys; der kommer en høi tone klingende forbi; ‒ hvor skal den hen ikveld så sent og så alene? Atter fjerner den sig og blir borte; men

fra den anden side kommer rappe, dumpe lyd: ‒ det er fødder, som kommer springende herhid, det er en mand, som løber over vidden.

De kommer opifra floden og mørket, de rappe fodslag; nu og da klinger det skarpt som stål mod sten; men altid er det den dumpe lyd, som vokser og vokser og blir til

tunge drøn i al denne taushed, den stiger mod himmelen, den fylder hele rummet og knuger mig sammen. Nu skimter jeg ham i tusmørket; ‒ jeg ser, hvor han er dødsens

bleg, jeg ser den sammenklemte mund, jeg ser øinene: nu kan han ikke mere, og se der bag ham, ‒ bag ham kommer den blege rytter paa den sorte hest.

Nu er han ganske nær, jeg vil reise mig, men kan ikke, ‒ der snubled han, se han falder, og den blege. rytter styrter sig over ham og borer sin magre hånd i hans nakke.

Jeg springer fortumlet op. Hvad var dette for noget? Det er jo ingen mand, som kommer løbende over vidden og ingen rytter . . . . .

men hvad kunde det så være? Jeg sidder og skotter stjålent omkring, nu og da farer der en febergysning ned over ryggen, og jeg kjender det skjælve i ansigtets

hud. Så ler jeg angst og siger halvhøit til mig selv: “Nei, det var naturligvis ingenting; det var bare trætheden, eller kanske blodet, som bankede i øret”.

Jeg sidder og river i mosen; ‒ jeg tør ikke lægge mig ned igjen, ‒ jeg vil være vågen og se på, hvor vakkert alting er inat: langt ude står en hel mur af høie snefjelde,

og over det høieste står der en stjerne. Hvor den blinker sterkt; det er som et levende øie, det er som den vilde si mig noget; men jeg kan ikke forstå det, for den er så langt,

langt borte den stjerne, som blinker så høit over viddens mørke flade . . . Å herregud, jeg holder det ikke ud længer. . . . .

Jeg ligger atter med hovedet boret ned i mosen, og det er, som jeg synker og synker, men jeg er så træt, at jeg ikke længer kan gjøre modstand.

Sà kommer den høie tone klingende til bage, og nu synes jeg tydelig, jeg kan se den også: den ligner en rød, rund granat; ‒ men tilsidst svinder den inde i mørket.

Men så hører jeg en sum som af mange stemmer, fjernt og utydeligt som fra en fjern festsal. Jeg skjelner ikke noget enkelt ord; det

summer snart nærmere, snart fjernere i et dumpt tonemulm; så med ét kommer det ganske nær ‒ en kort hånsk latter, en høi skinger stemme: “Det er livets svulmen, vi

trænger, den sterke glæde, den sterke sorg, de sterke arme, de sunde sind.” Så fjerner det sig atter og tilsidst svinder det hele.

Men da stiger din stemme i stilheden, langsom, sørgmodigt gjentagende: “De sterke arme, de sunde sind!” Da flygter jeg udover øde veie, og jeg

vanker ensom fra livets latter, for min glæde er ikke Eders glæde, og min sorg er ikke Eders sorg. Min glæde er som en duftløs blomst, ‒ og

inat fødes den, ja i denne nat fødes den, hvor alle veie mødes ved verdens yderste ende. Den spirer af min længsel, den vokser i min drøm, og ved midnattens tide åbner

den sit blodige bæger under maiens blåblege himmel. Så flygter jeg udover øde veie, så vanker jeg ensom fra livets latter ved midnatstide,

og jeg går imod verdens yderste ende, hvor alle veie mødes. Ved veikanten sidder en gammel mand med hånd under hage.

Og jeg spør den gamle mand: “Hvorfra kommer du?” Og han svarer så ganske sagte: “Fra verdens ende, hvor alle veie mødes.” Og jeg spør ham atter: “Hvor skal du

hen så sent på nat?” Og han hæver det trætte hoved, og han åbner de sluknede øine, og han svarer: “Hjem.” Så sænker han atter det trætte hoved, og

jeg går ud i den dystre nat, ud over den sorte vidde. Men i en kreds står de høie snefjelde derude, så sælsomt blålys-blege som en dødningehær på vagt, og ovenover hvælver

sig den store himmel, så sort og så dyb som et dommedagshav. Og inderst i det uendeligste mørke er gud, og han har været død i mange tusen år, og

der er ingen gud, ingen, ingen . . . Det er bare natten og tomheden og dødningerne der ude og den ensomme vidde og min ensomme Og. det er en dyb stemme, som siger:

“Dette er livet.” Og jeg står ved randen af en bundløs afgrund, og opifra mørket kommer stemmen dyb i natten: “Dette er livets en- somhed.”

Og jeg stanser stiv og stum af rædsel. . . . . Da tændes et lys histude. Snelt som et stik, et lyn, et skrig.

Og jeg åbner mine øine vidt, og jeg strækker mine arme ud, og jeg går skridt for skridt fremover. ‒ Det svulmer inde i brystet, det strømmer så sterkt det hede blod:

min lykkes blomst, min lykkes blomst! Og med ét kaster jeg mig fremad i jublende løb, som flygtede jeg fra rædselen og natten. Snart ser jeg den: høit paa den svaiende

stængel skjælver en valmues røde blomst; ‒ men så er det ikke længer nogen blomst: det er blod der brænder, det er blod, der dryp per i luende dråber og springer i stykker

mod jorden i funklende gnister. De lyser rundtomkring med et rødligt skjær, og ved dette ser jeg en død, skinnende hvid kvinde. Stor og skjøn ligger hun der strakt på

båre, og rundt hende går i en lang række viddens små grå mænd og synger en sælsom sang. Jeg lister mig frem og får se hendes

ansigt. Det er dig. Og der falder en tung vemodighed over mig, og jeg går langsomt hen til dig og

knæler ved din side, mens de små grå mænd synger langsomt og dæmpet. ‒ Og jeg læg- ger mit hoved i dit skjød og græder. . . . .

Men da stryger to hænder nedad mine kinder, isnende som blankt stål, og jeg skriger og vågner skjælvende af kulde. . . . .

Jeg ser mig rundt omkring : Faret vild over flyen! Den breder sig vidt udover i tusmørket, trøstesløs som et liv, der ikke kan leves, og

den skråner nedad mod den sorte elv. Den er vist dyb, den elven, og isnende kold og truende taus. Jeg kan ikke høre dens brusen hidop; nei den bruser vist slet

ikke, den bare flyder sort og snygg afsted, uden lyd, uden kluk. Trøstesløs som et liv, der ikke kan leves, breder flyen sig nedover mod elven, og her

er jeg ensom, ensom i den vide verden; ‒ og der vandrer ingen mand, og der synger ingen fugl, og der ringer ingen blomstrende klokke over den store vidde.

. . . Død, mat stilhed. Og jeg springer op i unævnelig angst, trykker hænderne mod tindingerne og skriger langt udover den tusmørke flade. ‒

Men klangen når kun kort og knapt ud i det uendelige rum; den dør som i en uhyre grav, stænget af snefjeldene derude, lukket af nathimlen deroppe ‒ den dybe forfærdelige.

Og jeg ligger nede i denne øde grav, og jeg hører kun mit eget hjertes rappe slag, og jeg støtter panden i min hånd, og jeg vugger frem, og jeg vugger tilbage, og min ensomme

sjæl blir bedrøvet indtil døden.