Feber

1 Det er satan, er det! Satan til lystighed Spillende leven

paa svarteste natten. Hihi, hvor de ler! De kryber langs væggene, kniser i krogene –

hihi! Der sidder tre puslinger, bittesmaa puslinger, graa, graa

Med spidse ører og kattefjæs. De mjauer og klager rundt om.

Lampen staar ensom og synger, mørket glor svart indad rude. Blæsten gaar tungt rundtom huset og kradser hvast paa min væg.

Aa –! Hvorfor gaar vi om og lever i al denne tomhed! – – – – – Langt borte snakker de, langt borte synger de.

Kommer de hid? Ja, tænk jeg tror det! Hør, tænk de nærmer sig. Tonerne kjender jeg –

ja, ja, min Gud! Hellige hvide – Et sangkor af nonner med kjærter i hænderne

skrider lysende tværs gjennem mørket ind i min sjæl: “Du bar paa haaret en kolibri,

den over dig svæved. Engang da du hulked i haabløs smerte, dens vinger bæved. “Du gav mig din blinkende kolibri

hin gang, du ved. Og siden jeg bærer den skjult ved mit hjerte i evighed. “Jeg elsker dens vinger, fordi jeg synes

du i dem lever, og ofte føler mit bankende hjerte de sagte bæver” 2.

Lampen løfter sit blege hoved og ser sig rundt om i mørket. Og tænk, min blinkende kolibri rører saa smaat paa sig, løfter paa vingerne,

flaggrer i maaneskinsstriben. Alle onde tanker de vaagner ved midnat, alle døde vinger de flaggrer ved midnat. “Mor – aa! Blir det ikke lyst snart?”

Nei, mit barn! Det er længe til dagen. Hys, der er maaneskin udenfor. Maaneskin. Sne. Og skygger og stilhed.

Nei, ikke stilhed. For der gaar en olding – en blind olding – om mellem skyggerne,

snefanns-skyggerne, en stakkels olding, som græder. “Mor – aa! Blir det ikke lyst snart?”

Nei, mit barn! Det er længe til dagen. Saa kommer dværgen puslende, ja – dværgen kommer tuslende, naar maanen lyser sælsomt

og klokken tungt slaar tolv. Hans smalle musehænder fanger den blinkende kolibri, saa ræd i mørket den skriger.

– Han sidder bare der og ler med grønne øines gløder. Jeg synes, jeg kjender oldingen, som vandrer der blind og græder,

og dvergen, som stikker sin spidse snegl gjennem min kolibris vinger – Jeg er ræd – for det er jo mig selv – ! “Mor, aah – ! Blir det ikke lyst snart?”

Nei, mit barn, det er længe til dagen.