I er løvets luft, lys er maiens nat, varm er dens ånde, som stryger mit hår og kysser min kind. Dystert er der i havernes dyb og over de øde veie.
Kun springvandet risler og plasker i en- somheden. Hvereneste nat hører jeg det; evindelig og altidd Når al dagens lyd er tysnet, be
gynder dets dråbers uendelige sang. Ikke er sangen den samme: snart stiger det høit og langt og falder så tungt som lødigt sølv, – snart hvisler det væk og hvisker det ind
mellem spirende løv og pippende græs og nattens skjælvende stilhed. Når jeg så sidder alene her på bænken og hører det evindelige lydrisl og ånder i
længtende luft og ser udover trærnes vemodigt hvælvede kupler, da kommer det over mig det tause tungsind, som ikke har ord og ei melodi og ikke har tankes rythme.
Da ønsker jeg, at jeg var det spirende blad på birken, der ånder duft ud i maiblød luft, da ønsker jeg, at jeg var en faldende dråbe, der klang og sank og drukned i nat-
tens fred. Eller jeg ønsker at kunne lægge mit hoved. tungt tilhvile i dit skjød. At lukke øinene og mens så du la din
hånd på min pande, føle, hvordan blodet, som slår derinde i evig uro, slumred langsomt bort, stilned i sød fred og slukned, ‒ mens spring- vandets risl lød fjernere og fjernere, til min sjæl
vuggedes hen på luftningens hviskende vove, svandt som et suk i nattens drømmende nyn . . . . . . Nu begynder det alt at lysne; ‒ så er altså denne nat forbi ‒ denne forunder
lige nat! Langt borte gol en hane, og så er igjen alt stille, – ‒ og jeg er atter alene, nu, da hele ver
den ligger lummer af længsel, nu da hele ver den er elskov og knop og fylde. . . . Ågud, å gud, hvor jeg dog er fattig, og hvor det dog er forfærdeligt at være fattig
i en nat som denne! . . . . Jeg vilde ha git dig et perlebånd, du! Et perlebånd af store rubiner. Og jeg vilde
ha slynget det om dit blonde hår i mange, mange vindinger. ‒ Men de rubiner skulde være smeltede i djævelens digel og rensede over helvedes luer,
og kostelige skulde de være, de kolde stene, så kostelige, at en eneste kun skulde kunne kjøbes for en udødelig menneskesjæl . . . Nei. deg vil ikke tænke på det. Jeg
vil ikke tænke på noget tungt, men jeg vil høre på musiken, vil jeg; ‒ nu begynder den at spille derborte, ‒ en vals er det, vor egen jublende vals, du! Den når kun dæm-
pet herhid, blandet med summen af stemmer og sommervindens sus i løvet. Og der skinner sol på mit ansigt, og jeg ser bare det brede lys og runde kvindeskuldre,
som langsomt vugger forbi, og så kommer musiken tyst derbortefra – over det fine græs, rislende gjennem mailøvets spæde grønt. Da vokser den op, da stiger den frem,
marmorhvid, solbeskinnet, ‒ hallen; høi og båret af slanke søiler, blank og bred og bonet som havet ved vår. Men intet ser jeg derinde uden en kvinde,
jeg ikke kjender, en høi kvinde med slør for sit ansigt og nedover skuldre og ryg. Silke, grøn som skummende sjø, spænder sig stramt omkring slanktrunde lemmer, slår
om brystet i en høi bølge og strømmer så sagte ind imod bæltets sølv. Om hendes fød der stiger det snart i blanke vover, sænker sig så atter i dybtgrønne folder; ‒ men længst
nede slår det hele sammen i en brænding af brusende kniplingeskum. Men om halsen står de store rubiner, rødt som knivstik i den fine hud.
Da hviner violiner, da skingrer der horn, og som en sværm af kvidrende fugle flyver tonerne fra væg til væg, fra gulv til tagets. høieste tinde.
Og straks hvirvler der en dans over hal lens gulv: kneisende, høibrystede kvinder og sterke, bredbringede mænd, og musiken stiger i et jublende cresecendo ‒ stramme strenge
og krumme buer ‒, det er glæden de spiller ‒ afsindig vild. Da kommer dernede en mand, et stolt hoved høiere end alle de andre; jeg kjender
ham ikke, men alle viger ærbødigt tilside for ham. Og han går opimod hende og knæler for hende, og. hun løfter sine nøgne arme og dra
ger det sølvvirkede slør fra sit ansigt . . . Dig! Dig ‒ er det, i brudeslør, med brudekrans, og du bøier dig ned mod ham ‒ du! ‒
Jeg skriger dit navn, men ingen lyd pres- ser sig frem mellem mine sammenbidte læber, og du kysser ham, og du tar ham i din favn, læner dig ind til ham og smiler i lykke, og
du går sammen med ham nedover mellem den unge jublende skjønhed . . . ind i lyset, i vårens sang, i maidagens sol . . . Forbi mig går du, ser mig ikke, går, bort
fra mig . . . Og lyset viger med dig, følger dig, til jeg står alene i mørket og ser solskin net svinde langt borte mellem hvide søiler . . . Å gud!
. . . . Hys, der pipped en fugl mellem birkens løv; nu synger den med en lang, levende trille. Det var bare en ond drøm det hele; en
af nattens mange. Men nu står snart solen op, og da må ingen drømme mere; da vågner verden, da stiger livets sterke sang fra lyse sletter, fra
fossende vand, fra luften, som står og dirrer i solens skin. Men mangen gang, når jeg vågede en slig nat igjennem og så mørket tyst og tungt stå
over min seng, når jeg badet i sved så den grå dag komme puslende indad vinduerne; når da maimorgenen steg med sin glade, ynkløse sol, med himmel blank som en skjøges
øie og luft vellystlummer og svanger på attrå og hed ånde ‒ Gud, hvor jeg da har hadet! Og så har jeg mødt dig, og jeg har seet
et lykkeligt smil om din mund; men når du traf mig, da døde smilet, og jeg mødte dine store, medynksfulde øine. Just derfor, fordi du er så god, fordi jeg aldrig kan hade dig,
derfor er det; jeg græder. Men nu er natten forbi, og det er lyst over havernes løv og over de øde veie. Det skal du dog vide, at inat sank der
stål i mit bryst, og blodet risled frem i fine strenge.! Hvorfor smiler du så tungt, og hvorfor spiller du så sårt på blodets strenge?
Nei, ingen salmer vil jeg ha; jeg vil be- graves i en gylden kiste, og blodige luer skal slå mod himlen og vride sig som en afsindigs hænder.
Men ingen prest og ingen salmer! Nei, spil en vals, en strålende vals, og vi vil danse sammen for sidste gang, livets
jublende vals, mens solen rinder. ‒
Cookies on Poetry Cove