Extase

Alt glider under, synker ned i mørke, hav, byer, mennesker forsvinder. Og bare nattehimlens febergrønne dødsstille kuppel slaar sit hvælv omkring os.

Og midt i natten sidder du. Kun du. Og for min sjæl du voxer op i vælde – en gudesfinx – ensom i ørkenødet – hvis hoved stirrer ud i stjernemylret,

hvis hænder griber dybt om jordens hjerte. Du vældige. Du altbetvinger. Du stærke dæmon, der alene raader over mit liv, mit virke og min død, –

hvis graablaa øine er som langsomt slebne halvkugler af opal, der stundom glimter mig satansondt og rædselsrødt imøde – men stundom glider bort fra alt og rummer

en uddød verdens gaadefulde mørke. Jeg ser din mund, der smal og stum sig lukker, de hvide hænder, der i grusom slaphed har segnet trætte i dit skjød tilhvile

som tvende smidigt-slanke tvilling-rovdyr, der sover ud fra dagens vilde blodbad, men snart vil vaagne sultne op igjen. Jeg føler rædsel for dig, store dæmon,

jeg elsker dig og bæver, sterke kvinde. Jeg elsker dig, hvis spotterblik kan synke langsomt som slebet staal indi mit øie, hvis ord kan kryste som en jernpiggd hanske

hver draabe blod ud af mit stakkels hjerte. leg elsker dig, hvis tætte, hede favntag mig overbruser med en vellystbølge, hvori jeg synker salig ned og kvæles.

Og trykker jeg dit varme legem til mig, saa vore hjerter stormer mod hinanden: dèn kval min sjæl dog evig sønderriver, at aldrig, aldrig er jeg tæt nok hos dig:

Jeg vilde smelte sammen med dig, dæmon, jeg vilde voxe mig indi dit legem, jeg vilde, at min sjæl med din blev blandet . . . Det er som har min aand sprængt livets grænser

og svæver henad i det endeløse, didud, hvor vanvidet og døden raader. Det er som har min aand sprængt livets grænser – jeg væmmes for at vende did tilbage,

nu jeg har svimlet gjennem alle dybder. – – –