Natten og mørket er længst forbi, vi har redet stormen over. Havet dønner saa langt afsted med skinnende, solblanke vover.
Og kaptein Hansen, han staar tilrors i oljeklær og sydvest. Han er blit en smule høitidelig stemt af al denne pokkers blæst.
“Ja denne gang slap vi nu heldig fra den helvedes spanske bugt, men næste gang kan det sgu gaa tilbunds til fiskene lige lukt.”
“Det er jo forresten ei farligt med mig ‒ jeg er jo et gammelt skrog. Men De har jo venner derhjemme, De, og er baade lærd og klog.”
“Aa pyt, den lærdom er saa som saa, om den vil vi ikke snakke. Og vennerne er nu saa middels, de, for dem vil jeg helst mig betakke.
Men hør nu, Hansen, en rigtig ting, nu skal vi da fanden mig gale ei ligge her i sligt solskinsveir og være sentimentale.
Giv nu kun rattet til styrmanden der, og hold saa blot op med at sukke. Og hent saa lidt hollandsk genever frem af den paa den gule krukke.
Saa ville vi drikke en venskabssk aalfor nu og for alle dage og ønske, at Hansen en aftenstund maa komme til hjemmet tilbage.
Jaa ville vi leve tilsammen der i Deres rødmalte stue, og smøge vor pibe hver eneste kvæld i tøfler og røgelue.
Og saa skal De brygge en toddy varm og lage de saftigste skrøner. Og jeg skal rusle i haven om og stelle med frugttrær og høner.
Og lunt skal vi sidde i stuen der og drikke hinandens skaaler, mens verden med alt dens forbandede vrøvl ligger langt borte og skraaler.”
Cookies on Poetry Cove