Der synger ingen fugle mer i skoven,
og udfor heien skummer ingen kilde.
– Min Gud, hvor disse stakkels, krunme trær
dog er besynderlige – haabløst stille.
Og der er ingen længsler mer, som bruser
igjennem blod og sjæl i flammer vilde.
– Min Gud, hvor det er længe siden vaaren,
og hvor mit sind er blevet høstligt stille.