– – Du vendte dig om mod mig endnu engang,
– da var øinene store af alvor.
Saa nikked du stille og vendte dig atter.
Og gik!
Du gik nedad veien. Længere. Længere.
Jeg saa mellem stammerne, kjolen blaaned,
– snart var du derborte, hvor bakken skraaned.
Parasollen strøg henad markens kant –
– og svandt.
Jeg sad der tilbage – stivnet – og stirred.
Alt var saa underlig høstligt og rart,
solen skinned saa blegt og saa klart
over den gulnede slette.
Veien bugted sig ræd som en slange
hen gjennem agerens mylrende mange
duggblanke aks, –
bugted sig henimod markens kant
der, hvor du svandt –
Saa var det ikke mere. Og ingenting hændte.
Alt var saa skræmmende stille som før.
Et spindelvæv flimrede henover marken,
en enslig snipefugl peb borti parken.
Og jeg vilde reise mig. Magted det ikke.
Vende mit hoved – turde det ikke.
Kunde ei røre en fod eller finger,
ei løse det skrig der kvalte min strube.
Kunde kun sidde der – isnende stille
stirrende, stirrende.