Nu daler der sne over kirkedige, nu bredes der hvidt over grave. Nu slamrer de jomfrner blidelig dybt under tuerne lave.
Nu klemter de klokker ei længer, nu færdes ei folk på de stille stier. Det blir ensomt på alle marker. Livet er dødt, ‒ alverden er død,
snart jorden mig reder et leie. Og tungt er det hist, og tungt er det her og tungt på alverdens veie. Det daler så lunt og varsomt,
det drysser så fint og let. De sover vist sødt, de hviler vist blødt dernede.
Der slumrer de jomfruer hvide, mens tiderne lide og skride. De slumrer med visnede myrter over de blege pander.
Jeg ved det jo godt: et år endnu ‒ så hviler jeg også dernede. Da har de sænket mig ned i jord, da har de sunget den sidste salme.
Sà kan sneen dale og drive over en enslig grav. Men jomfruskaren med myrtekrans? Ingen jomfruer, ingen blomster.
Blegede ben og gulhvide knokler og stinkende, rådnende . . . Men sneen daler på kirkedige,
og mulmet drysser om kirketag og natten kommer. En dag er gåt! Og et stakket år har jeg igjen at leve:
Liv, liv med den skjælvende sol dag, dag med det bølgende lys latter og sang i skoge! g ber dig, jeg trygler dig livsens sol . . .
Der flyver tre skrigende ravne gjennem den stille kvæld. Der lusker en varg i veien, der uler en ulv i uren . . .
Hys nei ‒ det var jo kun støi af vinden, som sprang over kirkefløi. Hvad pusler og tusler derinde,
hvad famler som vildsomme, viftende hænder? Der kryber hvidt henad sorte kors . . . . Hvad er det, som stiger derinde? Se der! Og se der!
På tuerne rører sig dødningelin . . dødningelin. Dødningelin! Her og der overalt de rører sig pusler og tusler
rører sig, reiser sig. I dødsangstens rædsel afsindigt afsted . . .! Men de hvide de reiser sig se! ‒ overalt,
for mine fødder og om mine fødder, jeg vader i levende dødningelin! De kommer, de kommer at hente mig nu!
Skingrende skrig og skrattende latter nærmere, nærmere ‒ hjælp! ‒ og nærmere ‒ Hjælp! Herre Jæsus!
Cookies on Poetry Cove