Jeg sidder ved havet saa sent paa kvæld;
længst slukned sol, længst døde dag,
længst gik hele livet tilhvile.
Jeg hører bare mit hjerte slaa.
Jeg ser bare sjødraget komme og gaa
og ned gjennem smaastenen sile.
Jeg ved ikke, hvad det kan være.
Der stiger slig angst fra havet inat,
der synker slig skræk fra himlen brat.
Og alt blir saa tomt omkring mig,
forferdende tomt og lydt.
Der stryger en sus forbi mig –
en sus som af mumlende stemmer.
Hvor kommer det fra? Hvad er det – aa Gud!
Hvad er det, som aander paa ansigtets hud
og isner i alle lemmer?
Det er, som svæved en sjæl mig forbi,
den kyssed mig og blev borte.
Aa Gud! Det er vist en kjær, som dør,
etsteds udi natten den sorte.