Anden nat

Der ligger lumre skyer over hele himmelen, og det fine mairegn drysser lunkent over ka stanjernes blomster. Duften driver lavt og dovent over spirende jord og ynglende muld,

og ind gjennem det åbne vindu svømmer den syrlige parfym fra birk og hæg. En blir ør og træt og tung i hovedet af al den sterke duft, ‒ jeg lægger mig tilbage

i sofaen og ser døsigt ud i det mørke værelse. ‒ Udenfor hvisker det fine regndrys mellem løvet; ‒ og så er der ingenting mere i hele den vide verden.

På bordet står der et glas med absinth, grågrøn som natten, dulmende som nattens ånde, bedøvende som den søvn, der aldrig vil komme.

Et svagt lysskjær fra vinduet lægger et sløvt skin i glasset, og som det står der, det ensomme lyspunkt med den tunge, store nat bag, ser det ud som et ondt, grønligtlysende

øie på mørkets kvælende mare. Jeg ligger og ser og ser, til jeg tilsidst neppe tør ånde, det er som det vil suge mig til sig, det stirrende øie der, som aldrig

glipper, som bare ser langt og dødt på mig. Tilsidst holder jeg det ikke ud længer; jeg reiser mig hurtigt, snapper glasset, tømmer det raskt og lægger mig atter tilbage og blir

liggende ganske stille. Hvor mørkt her blev. Hvor stort mørket blev. Det var et liv, som slukned. Et øie, som brast. Et lys, som gik ud. ‒ Hvorfor

ringer klokkerne nu midt på natten? . . . Lys, lys! Det kvæler mig alt det sorte. ‒ Hvad var det? Hvem var det, som nævnte mit navn?

Nei, vær nu rolig; hør hvor regnet hvisker i løvet udenfor. Og nu blir det snart morgen, og da blir det så blændende alt, og da vil jeg tænde min lygte og gå ud på torvet for at

finde en lykkelig. Hvorfor sidder dere så stille og ser på mig med slige alvorlige øine? Er dere kanske rædde for at være med mig inat, når jeg skal

ud i ørkenen ‒ ud i den brændende ørken, hvor sciroccoen flyver igjennem luften som en hvid flamme. Ha, ha, du ser bekymret på mig og ryster

dit brave hoved, Absalon du hædersmand; ‒ ja forresten, hvorledes skulde du kunne for stå det? Eller har du kanske nogensinde skuet ud

over den solglødede ørken herinde, har du kjendt natmørkets vampyrmund suge dine pulse tomme ? Har du?

Men se, jeg vil føre dig langt ind i øster land; for inat, ‒ i denne nat stirrer min sjæl udover den gule flods hellige vande, og den skjælver i solens brand og lytter til

luftens lyd, og den ser, hvordan heden ligger sittrende som i feber henover vandene. De glatte flodbølger glider døsigt ind i soldamp og røde skyers røg, og alting er så

angstfuldt tyst. Bredden er sandig, skrånende op til hvid nende marker, den bugter sig som i kvide med guldflimrende rygge og krumme arme

strukne langt ud i floden; ‒ indtil øverst oppe hedens dunst og damp kaster sig over al jord og alt liv og brænder bort hver form og hver farve.

I floden står de høie siv, og i tættrængt stimmel vader de længer og længer ud, indtil de yderste dukker sig helt under for at søge svalning i det hede vand.

Og udover flod og land, over mark og vei, over verdens vide rund ligger solbranden stinkende og kvælende, og jorden gisper og pines, visner og rådner.

Indtil de røde skyer nede ved himmel- randen stiger hurtigt og lydløst høit op på himmelen, ‒ bagenfor glimter det blåligt og flimrer det gult: ‒ det er, som var der

vokset rød, vablet hud over himmelens hvælv, og som der banked dødssygt blod i dens store pulse. ‒ Så med ét springer et rasende lyn bortover

hele himmelhvælvingen, og et langt buldrende tordenbrag ruller henover de flade marker. Da krymper jorden sig sammen i åndeløs rædsel, og stilheden synker som en mare over

flodens vand. . . . Da glider en langstrakt, sort båd ind på den blyblanke flade, sivet krummer sig ned langs dens sider og svaier trægt op

igjen bag dens agterstevn; så blir de stående krumme og dorske med hængende aks i heden. Hurtig piler båden frem, åreslagene høres kort i stilheden.

Indtil et dumpt tordendrøn ruller lavt henover de mørke marker, og lynet slynges glødende ned i det hede vand. Bort ‒ langt ‒ ruller skraldet og svinder

histude. Da høres pludselig en vild latter, og en forvildet skingrende stemme synger af fuld hals:

Jeg går, jeg går mig til bryllupsdans, hei hop, hei hop, hei hille! Jeg er Rhadamantys med silkesvans, hei hop, hei hop, hei hille!

Man kan ikke se manden; han ligger på bunden af baden kun nu og da blir nogle sprikende tær, en nøgen fod, stramtsnøret af seige reb synlig ovenover bådens ræling, idet

den slår takten til den afsindige sang. Og mørket hviler tungt henover vandene, de giftigblå skyer har vokset over al himme lens tag; ‒ kun længst nede i vest spyr en

strime flammende gult lange ildstråler udover markerne og brænder nedover flodvandet i brede, luende flager. Og skrald følger på skrald, og sivene

bøier sig i bøn, og vandfladen krymper sig i sorte striber. Men et øieblik, da skraldene tysner, og jorden ligger hen og venter på det næste,

lyder atter skingret udover vandene, vrængende ad himlen og uveiret: De brægende skalmeier, de uldne får, he, he!

Da ryster rorskarlen sin gule skaldepande, og pidsken svinger hid og did, og sveden perler frem på den' fede, porede hud. Og årene sænkes sløvt i floden, løftes ikke mere,

men ligger i det blygrå vand og pløier op en lys strime på hver side af båden. Rorskarlen falder på sit ansigt og mumler vilde bønner, og lynet slår og torden ruller

og ild regner over jorden og flammer stiger fra vandet, og luer flimrer i luften. . . . Verden brænder! Al jordens udstrakte befæstning er i luer,

men syng, syng, syng hånende sange hei hop, hei hop, hei hille! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvem er det, som sidder derborte og ser

på mig? Hvem er det, som er herinde i værelset? Væk med dig, jeg holder ikke ud at se dit grønne, døde øie . . . Men det er jo ikke der; det er derbag, nogen sidder og

serpå mig . . . . Der! ‒ Å, er det dig! Herregud er det dig, husked du alligevel på mig! Og så at du kom så ganske stille ind og

satte dig derborte og så på mig med dine deilige øine. Dine deilige øine. Som nattens hav er de, du; ‒ som nattens

hav derude, hvor der er tusen mil tillands, hvor der er tusen mil tilbunds, og hvor der er tusen mil op til de tindrende stjerner. Dine deilige øine!

Jeg vil ligge og blunde og kjende dig se på mig, og så skal jeg fortælle dig om den therosen, jeg fik af dig hin aften. Bleg og blond som dit hår er therosens

blade. Dens ånde er kun en drøm om duft, men dog beruser den min sjæl med høstens farvefine længsler. Endnu er den knop, og kronbladene slynger

sig tæt sammen, og ingen ved, at dybt der- inde sidder solalven og nynner vemodige drømme. Men nu inat, mens løvet dufter efter regn,

mens himlen er bleg og luften lun, nu hører jeg solalvens sang. Ord er brede og toner tunge, og ingen menneskemund kan ånde, hvad alven nynner.

Verden skal ei fornemme dem; det er kun mainattens blege skjær og mine lyseste længsler, som vugger sig på de vage rythmer. Men hvad solalven synger, det er din hvide

sjæls nyn; og derfor er jeg så glad over, at du gav mig rosen, mens den var knop. Aldrig, aldrig skal din rose springe ud, og ingen skal kysse min solalvs mund. Men

mangen bleg mainat vil jeg sidde som nu, og når så min sjæl skjælver i andagt, da vil jeg atter høre solalvens sang, og da vil mine lyseste længsler vugge sig på sangens rythmer

og kysse din sjæl den hvide . . . Jeg ved også om nogle andre roser, som hang døde på armene af et sort marmorkors; men det var store tunge blodsdråber, og jeg

hørte de enkle, korte dryp i natten. Fattig stod den gule halm og dækked over tuen derunder; men vinden tuded sørgmodig og ånded så kold over den gamle kirkegård.

Foran det sorte marmorkors stod Absalon og lo. Men da blev der liv på de fattige tuer, da blev der ånde i natteluften; intet kunde man

se og intet hæøære; man fornam kun sjælene, der levede allevegne. ‒ Og der lød en røst gjennem natten henovei' de lave tuer: “Tag dine sko af; thi det sted, du står

på, er helligt! Ser du ikke, at roserne er blod; ved du ikke, at marmoret er helligt?” Slig er det røsten taler, og så glider det bort altsammen. Dødens matte ro flyder gjen

nem mine årer, al dagens sorg og al nattens kvide dæmpes bort og lulles ind i vage sanges lyse slør, og der kommer en solstråle og drysser tusen tindrende perler over birkens

blade. Og det blir tindrende lyst derude, og det blir tindrende lyst herinde, og jeg lukker mine øine, og jeg føler atter dine hvile på

mig, ‒ dine deilige, deilige øine . . . !