Forsigtig skruer jeg natlampen ned,
at ikke dens lys skal dig vække.
Varsomt og langsomt lister jeg mig hen
og sætter mig ved din seng.
Min, min, min brud!
Din pande er høi som et skyldløst barns,
din hud er saa skjær som violens blad.
Det fine jomfrublod skjælver derunder
som blomsters blaalige aarer.
Dine langsomme, langsomme aandedrag
stigende, synkende, svulmende, faldende – –
Er du ikke min, – min?
Min lille fugl, du!
Jeg staar og ser paa dig med vaade øine.
Jeg staar og ser paa dig med smil om mund.
Og jeg vilde lægge mit sorte synderhoved
op til din unge svanebarm,
min store, plumpe sorg
op til dig, lille uskyldige fugl,
og græde, græde
ondt blod.
Jeg knæler ned ved din seng
og bøier mit hoved,
hellige jomfru.
Og jeg kysser sagte dine smaa hænder,
og der falder en taare paa lillefingeren –
en stor dirrende diamant – – !