Algier

1. Landkjenning Orientens vin i kruset! Solskinssuset, bølgebruset ‒ ‒ Aa, jeg er saa dybt beruset,

yr og vild og glædegal. Marmorglans mod morgensky, glimt fra gyldne spidse tinder ‒ Gud forlade mig, der skinner

Algeriets hvide by! Fine, slanke minarether gjennem oceanblaa æther, gjennem himmelhvælvets strømme

seiler stille som i drømme. Mørke, varme palmeklynger døsigt, døsigt, døsigt gynger! Men min hvide vilde verden

gaar i solskinsbrus og synger. Ja alverden gaar og synger og alverden staar og skinner ‒ ‒ Hei, mit kongeriges tinder

for et vældigt jubel-ord ! ‒ Aa lad ryke, rakne, revne al den dumme ordbramsflitter: Palmer, marmorminareter,

tyrkemaaner, guld og glans glider ud i sølvblaa æther i en himmelsk solskinsdans. Ja det danser, danser, danser

om i straalende cancan, snusfornuft og syn og sanser, æstetik og versepanser, rim og rythmer, sang og klang.

Alting, alting slaar isammen om mit sind i purpurbrænding, Hei ‒ jeg sidder høit i dagen oppe paa en snehvid sky,

rider stoltelig henover Algeriets glade by med to straaler sol til tømme og som sporer maanens ny.

2. Ja jeg har seet. Ja, jeg har seet moskeer skinne mod sydens himmel. Og jeg har ladet mig drive

om mellem gadernes vrimmel. Halvt bedøvet jeg vandre dunder den høie bazar. Store, brogede søiler

alle dens boder bar. Aa, for et farvevirvar: tunge kunstfærdige tøier, stribede tæpper fra Tunis,

tyrkiske snoretrøier. Tøfler udaf det fineste blodrøde saffian. Messingskaaler graveret

med skriftsprog fra deres koran. Turbaner guldbroderet, med dusker af glimrende silke. Indiske løvepiber

med underligt duftende stilke. Den, som havde et harem fyldt med den duftende pragt, den, som var muhamedaner

i skinnende Tunisdragt! 3. Luften tung. Luften tung af søde parfymer: moskus, myrrha og sjeldent træ,

store roser i hauge og dynger, hele smaa bræer af liljesne. Solluft, smygende, blank og blød ind mellem løvtunge palmegrene,

blinkende skarpt i fontænernes sølv og over marmorets blændende stene. Og af de deiligste kvinder en sværm: hvide, ædelstensgnistrende hænder,

smil, der skyder som lyn gjennem skyggen, øine, som skinner, blikke, som brænder. Med dystre, duftende lokker ‒ aa Gud, og slig en hud, slig en maaneskinshud!

Myg og bleg og færskengylden som haremsnætternes drømme. Og alle de andre! Araberskaren lysende rundt om i alle gader,

falde af ild og foragt for Europa, med stolte hoder og stolte lader, Røgende sin cigaret i solen sidder de stille og ser majestætisk

ned paa de skindmagre engelske misser, som snøvler og finder det hele poetisk. En trængsel, en larm, et jublende liv, skrig og skraal ifra stræder og gyder.

Kuske, som knalder løs med sin pidsk, gjeder, som bræger, æsler, som skryder. . . . Fødes her i en by, som skinner udover sydhavets solblaa sjø ‒

Glæde paa jorden og houris i himlen ‒ leve og elske og jublende dø. 4. Men inde i palmelunden. Men inde i palmelunden

er der saa svalt og stille. To smaa rislende springvand ensomt i solskinnet spille, En faun af cararisk marmor

blunder i skyggen, den dunkle. Nedad hans nakke og skuldrevand perler skinner og funkle. Fremmede sære blomster

hede i solen dufte, vugger de store bægre sagte paa sommerens lufte. Alle de blomster nikke

mod mig fra alle steder, som om de vil mig fortælle glødende hemmeligheder. 5. Nu brænder.

Nu brænder kameliablomstens kalk i stjerneskin. Nu vugges valmuen vagt og blødt af nattevind.

Nu skjælver liljen til randen fyldt af skumhvid duft. Nu risler mandelknoppenes nyn i maaneskinsluft.

Saa fyldes hver tanke af blomstersang saa lys, saa øm. Saa bliver mit sind til en duggfyldt blomst, en blomst i drøm.