ALENE I BÅDEN
OM HØSTNATTEN
Ro med forsigtige åredyp,
det er farligt at ro slig en dødsstille kvæld
så rent for sig selv.
Det er som det snakker derborte fra øen,
‒ tro hvad det kan være ‒?
Her er ikke godsligt inat på sjøen,
her er noget på færde.
“O, herre Gud i himmerig,
o, se i nåde ned til mig,
som mørkets onde magter
med liste eftertragter ‒”
Det plasker ved båden i det blikstille vand,
der stiger noget blødt over rælingens rand.
En mund blir åbnet, to øine skinner,
mens tangen glider, mens væden rinder.
To hænder løftes ‒ ‒
Ro med rasende åretag,
sjøsprut foran og sjøsprut bag,
fare afsted gjennem brått og brand
skrige, skrige alt det en kan ‒
‒ da ler det lavt nedi mørket.