Skip to content
1871–1933

Al denne sorte himmel

Vilhelm Krag

Al denne sorte himmel, al denne sorte jord; al denne mørkets mumlen, al denne stilheds havdyb;

alt dette graa, der famler, alt dette sære, som sukker, – herre min Gud, er det dette, menneskene kalder liv?

Ene, med sløve øine raver vi rundtom i mørket . . . Solen er slukt, og Jehovah selv ligger død indi mørket.

Rundt om os glider der klamme skygger med flaggermusvinger. Rundt om os lyder der sagte snigende spøgelsefjed.

Og hvis vi stundom føler, at vore bævende fingre rører en levende haand – synker vi rædde tilbage,

knytter til slag vor næve, hvisker med hæse stemmer : “Hvem er du? Hvad er det, du vil?” Ene, med sløve øine

raver vi videre rastløst, indtil vi dødstrætte synker under i dødens mulm. Aa – hvorfor gaar vi ei sammen

haand i haand gjennem mørket? Aa – hvorfor græder vi ikke og hvorfor beder vi ikke sammen i livets nat?

Ja, hvorfor beder vi ikke, vi paa den sorte jord, beder, at han maa komme, komme i straalende klæder,

komme med glorieglimmer, komme hvid gjennem natten med orgelbrusende fred? Aa – hvor vilde vi ikke

alle elendige sjæle bøie vort aasyn til jorden, kysse hans kjortels sømme, hulke vor jammer ud!

Cookies on Poetry Cove

We use cookies to remember your language preference and — only with your consent — to learn how Poetry Cove is used. You can change your mind any time.
Al denne sorte himmel · Vilhelm Krag · Poetry Cove