Jeg er saa kjed udaf byen
med alle dens prunkende boder.
Jeg sidder paa kirkegaarden;
der hviler min gamle moder.
Jeg sidder paa kirkegaarden
mod aftenens dunkle tide.
Jeg skjuler mit trætte hoved
i kaftanens folder vide.
De søvnløse øine svide,
eier ei svalende taare,
men vilde ildsluer glide
gjennem hver legemets aare.
‒ ‒ Du gamle moder, som engang
livet, det usle mig gav,
aa, tag mig atter til dig
dybt i den mørke grav.
Lad mine øine lukkes
over min smerte stor
og lad de luende aarer
slukkes i iskold jord.