Jeg saa idag et mørkt og grufuldt billed, ‒
det stod bag døren i en frankers bod.
Det var en mand, de havde naglet op mod
et træ, der flød af langsomt kvalfuldt blod.
Med plumpe hammerslag de havde drevet
en rusten spiger gjennem haandens kjød.
Men han hang taus, med halvveis lukte øine
og sløve læber ‒ endnu ikke død.
Og vore sorte blikke mødtes. Hans og mit.
Nedad hans blege pande pibled blodigt sveden.
Da sagde stilt en franker ved min side:
“Se, det er livet, det er kjærligheden!”