Skip to content
1871–1933

21. Sover du, Hamoda

Vilhelm Krag

“Sover du Hamoda? Eller har tungsindet lukket øinenes trætte laag? Reis dig og se paa mig! Jeg er Ibn Hassan. Se jeg har bundet om haaret en krans.

Jeg henter dig til fest, jeg henter dig til dans, jeg henter dig til jomfruer hvide. Vennerne giver dig kostbare stene, persiske perlebaand, guld og smaragder.

De smykker sin kaftan, de klæder sig til fest, de raaber ud i staden fra øst til vest din hæder, Hamoda! Hører du raabene? Hører du sangene?

Ser du ei solen paa vinrankens blad? Det skinner fra kymbler, det dirrer i gigernes sagteskjælvende strengerad. Glem saa den elsktel Glem saa den døde. ‒

Reis dig, Hamoda, vær ung og glad! Druer og roser om haaret vi binder, kinderne blusser og øinene skinner. De jubler, de jubler de hvidklædte kvinder

din hæder, Hamoda!” ‒ ‒ Og gav du mig alle dine stene, Ibn Hassan fra Stambuls stad, du fik intet smil paa min læbe,

for aldrig mer bliver jeg glad. Og gav du mig alle dine sange, Ibn Hassan fra Stambuls stad, da vilde jeg sidde og tie,

for aldrig mer bliver jeg glad. Og gav du mig alle dine kvinder, der alle mig smile bad, da vilde jeg hulke saa saare,

Ibn Hassan fra Stambuls stad. “Skal jeg saa sadle de hvide hiugste hist fra Arabiens ørkenland? Saa vil vi ride ‒ vi to alene,

tause henad den øde strand.” “Vi vil ride ved havets bredder ‒ solen flimrer i dagblankt vand, skjælver indunder løvets blade,

tændende duggen i glød og brand.” “Langt af lande vi ride vil, didhen hvor aldrig hjerterne græder, langt mod øster til sagnets land

gyldent af lokkende elskovsglæder.” Gaa med Eders skatte! Gaa med Eders drømme! Kast kun de hvide glinsende perler

i grams for rakkets graadige hænder. Slip hingstene løs! Og lad dem saa atter faa tumle paa ørkenens øde sletter.

Lad mig faa ligge her i fred. ‒ Alene ‒ Fjern alle lys og sluk de røde kjerter Og lad der være fest i Eders stad! Med lukte øine vil jeg ligge her og lytte

til hjertets trætte hamren i mit bryst og blodets syge sus i alle aarer. Og jeg vil ligge her i lange timer og høre livet langsomt bruse mig forbi.

Cookies on Poetry Cove

We use cookies to remember your language preference and — only with your consent — to learn how Poetry Cove is used. You can change your mind any time.
21. Sover du, Hamoda · Vilhelm Krag · Poetry Cove