Himlen er, Allah, din kaftan,
syet av silke blaa,
stjernerne er diamanter
blinkende skjønt derpaa.
Jeg vilde flænge din kaftan
hvast ifra pol til pol
kaste i grams dine stjerner,
knuse i gnister din sol.
Fylde al himmelmoskeen
tæt med de sorteste ord,
saa at de kvalte og mørkned
englenes lyse kor.
Slæbe mig frem for din trone,
spytte dig for din fod,
øse over dit aasyns pagt
mit sorte rygende blod.