Jeg ser de store kaktusknopper springe,
hver blomst bli vild af sol ‒ berust og sløv.
Jeg ser dens drager glinse tyk og fugtig,
dens griske læber suge blomsterstøv.
Jeg ser et insekt smutte henad sandet
med grønne skjæl og fødder, røde, tynde.
Jeg ser det parre sig dybt nedi græsset
med alle lemmer skjælvende i brynde.
Og jeg ser tigerkatten gaa mod aften
med lette fodtrin og med løftet manke.
Og selv jeg sidder fyldt af samme attraa,
af samme længsel, syg af samme tanke.
Hvad hjælp at kalde driften elskovs-ømhed ‒
bag staar begjærets tiger loddengul.
Aa! ‒ det var jo kun samme viljes drivkraft
i livsmaskineriets mange hjul!
“Det er for hæsligt,” raabte jeg i natten,
og stemmen lød som skriget fra en fugl.
Men brat jeg taug med stive, strakte hænder
og angsten bandt mit legem og min tunge.
Thi ud i ørkenmørket dumpt jeg hørte
den store Allahs tordenlatter runge.