Allah, hvorfor har du skabt mig,
naar du dog kjendte min kvide,
hvi har du givet mig livet
kun for at græde og lide?
Sidder du høit deroppe,
sidder du der inat,
hvi trøster du da ei en ensom
hulkende gudforladt ?
Du sidder taus og stor og kold i ørknen
og lytter ei til en afmægtigs klage.
Og natten leger bare med min røst,
og sandets bjerge kaster mine ord tilbage.
Da reiser jeg, den ensomme, mig op
og strækker 'armene mod stjerners vrimmel:
Jeg vil forbande dig af alt mit had,
du store Allah i din høie himmel.
Jeg vil forbande dig, ‒ og hvis jeg havde
et ord, der sværted mig omkring min mund,
jeg slængte det opi dit lyse aasyn,
jeg spytted det udover himlens rund.
Jeg ved nok, at jeg er i sfærebruset
en liden svindende og spinkel tone.
Men hadet luer gjennem alle himle
og smaddrer tusenfold din høie trone.