Det bruser i palmernes blade,
fontænerne risler med sølverklang,
‒ stille! stille! ‒
tMørket synker saa tyst og brat,
snart saa hviler den glødende nat
dybt ind i haremmets sale.
Det klirrer i strengenes rade,
to læber blusser ved bægerets rand,
‒ stille! stille! ‒
Elskovsord brænder i dysterhed luft,
roserne vælter bedøvende duft
over de skjælvende sanser.
Der lyser to snehvide arme
paa knittrende silkehynder
‒ stille! stille! ‒
Roserne hvisker i rødmende drys,
kilderne stilner sin rislen og ‒ tys!
Elskovens time begynder!
Jeg favner med min arm den tomme luft
og raver drømmedrukken overende.
Rundt om mig hviler ørknens dumpe stilhed
og høit deroppe store stjerner brænde.