Det var hedt i det stille solskin
og luften var kvalm i bazaren.
Fluerne stak og summed
henover folkeskaren.
Jeg vandred i murenes skygge
inde i gyderne trange,
Jeg nynnede sagte hen for mig
en af vor Hafis sange.
To røde granatæbleblomster
i en buket jeg snøred,
bandt deres stilke isammen
og stak dem ned bagom øret.
Og alle tanker sig vugged
som svaner paa solblankt vand.
Men se! da steg der en kvinde
op bagom murens rand.
Og dybt i mit vidtspilte øie
sank hendes tunge blik,
sank, som i ømme muskler
et svidende dolkestik.
‒ ‒ Før vugged alle tanker
som svaner paa solblankt vand.
Nu hvirvler de om som ravne
i ørknens scirokkobrand.