Uveir

Helvede aabent, himlen i brand, havet i røg over flu og strand –! Det er herligt, naar uveiret raser! Luften er fyldt som af rædslers skrig

fra bryst, der trampes og lider, skyerne lægger sig klamme som lig langs fieldenes fugtige sider, stykkevis rives de bort i flugt

af stormens rovgriske haier, en arm, et ben blir i farten slugt, og vidre cadavret svaier. Det er et kaos af kræfter paa rov,

der gives ei mere orden, al livets pyntede ret og lov er banlyst en stund fra jorden. Havet vælter sig brølende frem

mod skibenes baug eller strændernes hjem, paa hver af dets bølgers brandgule top kravler et skummende havtrold op, de hyler mod himlen sit had og trods,

de vil slaas, de vil slaas, de vil klæmpe med gud, de vil hugge ned al livets pyntede lov og fred! Ja, herligt det er, naar uveiret raser!

Og skoven stønner for stormens slag, den bøier sig ned mod iorden. Det er, som en rygende dommedag med lynets knivhvasse, blinkende slag

og drøn af rullende torden – en jætteleg af brunstige sind, en klippedans over nut og tind, en midnatstøi af fordømte aander,

der stønner afkvalog i skræk sig vaander! Thi herligt det er, naar uveiret raser! Herligt at føle et kræfternes iag, der kan rense og skræmme og knuse,

giøre nat af vor slikkede dag, svinge oprørets flammende flag og faa vort blod til at bruse! Herligt at føle, at end er paa jord

dog noget mere end sølede ord, mere end daarernes gjøglende tant om hvad der erløgn, og hvad der er sandt, kræfter, der spør ei om landsens lov,

men baner sig egne stier, bryder sig selvherlig vei gjennem skov, giennem mark og blomstrende lier!