Min sjel er som et kirkehvelv,
der høitidsfredet hviler,
hvor solen strømmer som en elv
og fra hver søile smiler.
Den aaben staar og vinker blid
til døgnets slidte træl:
du kjære bror, kom hid, kom nid,
og hvil din trætte sjel!
Men ogsaa som et kirkehvelv,
hvor gravens tunge klokker
fra taarnet dumpt paa døden selv
med sørgetoner lokker.
Da lukker den sin aabne dør
fra trætte vandringsmand
og hænger sorte sorgeslør
fra kor og alterrand.
Da ribbes jeg for al min tro,
for al min lyse glæde,
og sielen blir et tidselbo,
hvor ingen fugl tar sæde!
Da stemmes hver en tone af,
da tier hver en sang:
jeg er paa veien mod min grav
til arbeidshvilen lang.
Vel: klageklynk er ei min sag
og taarer ei at fælde.
Desuden maa jo hver en dag
mod aftentimen helde.
Dog haardt det er at tænke paa:
din dag kan være endt,
før nogen hørte eller saa
de kræfter, du har kjendt!
At dø er let for den, der er
som jeg med døden færdig,
naar blot man ak sin gierning ser,
at man er døden værdig.
Men endnu har jeg intet gjort,
ei sunget end det kvad,
der gjør, at jeg kan vandre bort
og dog mig føle glad.
Men skulde sørgeklokkens røst
mig brat til afsked kalde,
før jeg min gierning her har løst,
jeg lader teppet falde
og trøster mig i stilhed med:
blev smaat dit resultat,
da kom det af, at somren led,
før du fik frugter sat.