Solen har sin gjerning endt,
nu vinker den godnat til dagen
fra fjeldets lyngbevoxte skrænt
i linned af skarlagen.
Den gav sig hen i dagens strid,
den gav af, hvad den eied.
Selv nu den sender skov og li
et sidste kys fra leiet.
Snart den rolig hvile vil
de varme, elskovstrætte lemmer,
der endnu straaler af den ild,
hvorpaa saa rigt de gjemmer.
Thi snart dens øie lukket er,
mens mørket om den strømmer,
og fjeld og skov og fiord og skjær
om hede favntag drømmer.
Tidlig dog den atter staar
imorgen op bag fieldets tinde
og kjæmmer ud sit gyldne haar
som dagens lyse kvinde.
Med blottet bryst, med smil om mund
og læber gyldent-røde .
den pudrer sig i morgenstund
til dagens store møde.