Prinsessen sad høit paa sin ganger graa,
hun red sig op under lide.
I beltet havde hun guld og sølv
og terner tolv ved sin side.
Saa meget i verden kan hænde.
Mødte hun der under fjeldekam
den gyvre med næsen lange.
I munden hun havde en eneste tand,
paa fingrene klør saa mange.
“Hører du det, du prinsesse stolt,
nu maa du med mig følge.
I bierget ieg har baade guld og sølv,
det monne jeg ei fordølge.
Hører du det, du prinsesse gjæv,
nu maa du med mig ride.
l bjerget jeg har en prins saa fager,
ham sætter jeg ved din side.”
“Nei, kjære gyvre, jeg følger dig ei.
Min fader mig hjemme venter.
Der har ieg baade guld og sølv,
og snart nok en prins mig henter.”
“Hører du det, du prinsesse stolt,
jeg gjøre dig skal stor kvide:
dit sind skal bli mørkt som en lukket brønd
ved mørkeste nattetide.
Hører du det, du prinsesse gjæv,
stor harm ieg dig skal volde:
aldrig du mere skal kunne le
og glad dig blandt venner holde!”
Saa meget i verden kan hænde.