Jeg sliber min kniv, jeg hvæsser mit sværd,
thi nu vil jeg ud at fare.
Jeg drager afsted paa en vikingefærd
saa vidt som fuglenes skare.
Et ovnkrogeliv for en krøbling gaar an
med døde drifter og lyster,
men ei for en sund, en rankvoxen mand,
der længes mod fremmede kyster!
Mit flammende røde flag gaa til top!
La grine din dødningeskalle!
Forbandet være den feige krop,
der lader i dyst dig falde!
Vi hugger ham ned og hænger ham ud,
til føde for hai og fiske!
Hans minde ei ofres et eneste skud,
hans krop ei den simpleste kiste!
Saa rap Jer, gutter, og heis vort seil!
Nu vaagner snart morgenbrisen
som aande paa havets skinnende speil
og river i morgendisen!
Syng, mens I hæver vort anker fra bund
som kaadeste kappergutter,
og viser verden med haand og mund,
at I træder en kaperkutter!
Langs siderne griner som buldoggefjæs
kanoner fra alle glugger.
De synge vil os en lystig pjece,
naar løs de paa fienden hugger!
Hei, for et liv paa det blanke blaa
for modige kapergaster,
naar rær splintres som vissent straa
og kappes taugværk og master!
Hvert et blankpudset, gammelt vrag,
der seiler med lig i lasten,
vi trøstig byder det glatte lag,
til flaget stryges fra masten!
Og blir vi tidt sværtet i denne dyst
af krudtslam og andre pletter,
vi ændser det ei! Thi det er vor lyst,
at kampen sit mærke sætter!