Pintsedag, pintsedag,
bud fra svundne tider
til en slægt, hvis hjærteslag,
stærkt af lamhed lider.
Pintsedag med aandens bud
fra en kraftig races gud,
lys fra store tankers knitren,
klang af stærke viljers sitren.
Himlen brast, og aanden flød
ud i rige strømme,
tændte modets stærke glød
over lyse drømme,
vidned om, at du og jeg
skal den samme, skjulte vei,
gav det store bud en ramme,
der endnu har blodets flamme.
Himlen brast, og aanden flød
ud i rige strømme.
Himlen selv i slægtens skiød
vilde ud sig tømme,
havde slægtens gjerning set
og ei fundet den for let,
havde slægtens gierning fundet
værdt en krans af aanden bundet.
Nu ei brister himlen mer
over slægtens virke.
Nu ei himlens lys vi ser
fylde slægtens kirke.
Lavt den hænger, kold og graa,
uden sol og stjerner paa –:
slægtens aand og slægtens hjærte
godt kan rummes i en tærte!