Paa frifod

Jeg er forelsket hver eneste dag, jeg synger mod letten sky til lærkens de iublende trilleslag saa høit over land og by.

Jeg er som en farende, livsglad svend paa aaben og alfar vei: jeg spør ei hvorfra, jeg spør ei hvorhen, jeg elsker jo bare, jeg!

Hvad pokkeren bryr jeg mig vel om dem, der høit over skyen bor! Hernede har jeg mit grundsikre hjem, her paa vor deilige iord.

Derfor jeg er som en farende svend saa glad i naturens skjød: jeg spør ei hvorfra, jeg spør ei hvorhen, jeg spør ei om liv og død.

For mig er livet en bølgende favn, i den jeg kaster mig glad og hvisker saa ømt dets elskede navn under blege stjerners rad.

For mig er livet en skinnende dag, en sommernats stille lyst, da hjærtets hede, men dæmpede slag fortæller en saga tyst.

Men mødes jeg paa min alfarevei af storm eller regn og slud, mit tindrende mod det knækker io ei, thi jeg er min egen gud.

Frem stevner jeg dog lige tryg og fast, frem ad min egen vei og søger, naar selv ieg det vil, en rast i mark, i skov eller hei.

Men naar jeg den sidste hvile mig tar i naturens aabne skjød, da er det min stolte ros, at jeg har fundet paa frifod min død!