Herregud, herregud, la mig være i fred,
jeg er ei som folk er flest.
Jeg gaar ei paa græs mellem hustæmmet fæ
som godslig og velstriglet hest!
Jeg søger min egen, min herlige vei,
om end den er tung og steil,
og frygter ei for, selv i vildeste hei,
at tage af retningen feil.
Jeg aander mod morgenens svalende bris
saa stolt ifra fjeldetind
og ser over jøklernes evige is
direkte i i himmelen ind.
Det er mit, det er mit, dette gyldne slot
og eventyrlandet her!
Thi endnu har aldrig en fod det betraadt,
og giærder ei heller her er.
Se, derfor jeg gaar ei blandt hustæmmet fæ
i dalbunden trygt paa græs.
Jeg maa ud, ieg maa op for at kunne se
over landet med skov og næs!
Og vil du mig kjende, slig som jeg er:
et larmende digterbryst,
da søg mig deroppe, hvor nordlysets skjær
om tinderne skjælver saa tyst.
Der høre du vil, hvor mit hjærte kan slaa,
hvor varmt jeg nævner dit navn.
Thi der, under tindernes ro, kan du faa
en plads i min bankende favn.
Og der vil du føle, hvor let jeg mig selv
i glæde kan dele ud.
Thi der, under stjernernes skinnende hvælv,
er jeg glad og rig som en gud.