Vinden pisker med vilde slag
bølgerne op til et iltert jag!
Nu maa jeg ud at seile!
Ved bryggen ligger min baad saa fast.
Den tygger og river i taugets bast.
Den lyster nok dansen at prøve.
Ud jeg spreder min hvide dug
og raaber til folk paa kaien:
“Findes der nogen, som nu har hug
og mod lidt mer end den døde,
saa kast kavaien,
og kom ombord at hale mit fokkeskjøde!”
Ikke et ord fra den maabende flok!
Den kniber mod blæsten øiet.
Den synet af havet er mere end nok
og lister sig hjemover – bøiet!
Men tal kun imorgen til denne flok,
naar solen steger i sandet,
og slap hænger fiskerens barkede fok,
da faar du din baad bemandet!
Da styrter den throner, da seiler den stolt
blandt banker og skjulte farer!
Da taler den selv om døden koldt
og dødens lumskeste snarer!
Men la den kun maabe mod vest og øst
og skjælve i hver en sene!
Jeg gir den fanden! Jeg har den trøst,
at ieg kan seile alene!