Mor

Hvad end jeg er og blir paa jord, hvad end jeg paa min livsvei finder, hvad end jeg i min livskamp vinder, det har jeg faat af dig, min mor!

Du gav mig med som styrkedrik den tro paa livets gode magter, der altid lige stolt foragter al tidens feige sæd og skik.

Du gav mig med som støttestav det haab, hvoraf du altid hented den glade trøst, at seiren vented bag livets kampe og dets krav.

Du gav mig med den kjærlighed, der aabned sig for smaa og store og livet til et samliv gjorde for dem, du kom i samkvem med.

Jeg derfor nu, da jeg er mand, og du forlængst er under mulde, dit minde neppe ieg tilfulde af sønligt hjærte takke kan.

Thi hvorsomhelst jeg nu end er, og hvor jeg paa min livsfærd vanker saavel i gierning som i tanker jeg føler, mor, at du er nær.

Jeg føler dig som lune smil, som varme straaler gjennem sindet, som solens rene glans om mindet fra barnehjemmets lysidyl.

Jeg hører dig som stille sang ved aftentid fra fjerne strande: den farten over mørke vande giør let og lys, om den er lang.

Og er min vei ei altid din, ved maalet dog tilsidst vi mødes, hvor menneskenes børn gjenfødes med stærke viljer, stolte sind.

Thi maalet, maalet det er stort, og mange veie til det fører, om end desværre tidt jeg hører, at frygten har det snevert gjort.

Men dette maal har du mig vist, og derfor skal min daad i livet dit kjære minde være viet, min hæder blive din tilsidst.

Thi vinder noget jeg paa jord, og bringer nogen sjel jeg sommer, da ved jeg vist, det deraf kommer, at skjæbnen gav mig dig til mor.