Krigen

Kanonerne drønner! De spyer sin ild over menneskesønner! Og luften sitrer

af skrig fra struber, der kvæles i blod, mens salverne knitrer. Sabler svinges,

og skarpe eg voldelig tvinges mod brystets væg. I øiet er had,

medens blødet brænder af lyst til drab i graadige hænder. Skumvaade læber fræser en ed,

idet den nærmeste hugges ned. Jorden er svundet, himlen med den, helvede kun existerer igjen. Thi saadan er krigen!

Der er intet tal paa de liv, der dødes, neppe et tal paa de hiem, der ødes. De evner, der knækkes, ingen saa, saa lidt som det mod, der blir lagt i vraa.

Og al den tro, det haab, den glæde, der fødtes til daad for glans over livet paa jord at sprede, forvandles til graat.

Hvad travle hænder saa skjønsomt bygged, hvad flid og nøisomhed længe trygged, en nat eller dag det hele blir sopet ihaug under krigens svir.

Thi saadan er krigen! Og vi, som gik her saa glade ihu, voxen saavelsom gut, og trode, at endelig, endelig nu

var rovdyrets tidsalder slut, at nu var der sat en vældig finale imellem os og de skummende gale, der leved for krig i en hedensk tid,

da intet var stort uden helten i strid! Og vi, som hyrede munk og præst og bad dem at messe og præke om fred paa jord, som de kunde bedst,

for krigens vunder at læge! Som bad dem minde hver kristen sjel, om ham, den ensomme store, der uden kny lod sig pine ihjel

for synder, som andre gjorde! Thi messed munken, mens præsten bad, og kirkeklokkerne klemted, og menneskeslægten i andagt sad

og kraft af det store hented. I nitten hundrede lange aar de nidkjære bad og præked. Nu trode vi alle, at krigens saar

de havde i stilhed læget: “Fred paa din jord, du menneskehed, fred i dit liv hernede! Glæd din næste med kjærlighed,

som herren dig selv vil glæde.” Saa dundred det løs, det braged og brød, mens sindene gøs,

og kanonerne lød! Saa gik det med lyst en vilddans paa trods, hvori bryst mod bryst

mennesker slaas! Thi nu kan vi slutte at præke! Hvad var det vel i de mange aar, vi præked for menneskeslægten,

der træt sin livsvei paa jorden gaar, hvor lagde vi hovedvægten? Imens vi præked, saa taaren flød, om kjiærlighed, tro og liv efter død,

et rygende, brandrødt helved vi glad over jorden hvelved! Thi kan vi vel slutte at præke! Nu høster vi bare den skiønne frugt

af alt vort aarlange virke. Og skulde en pestsvanger, raadden lugt fylde vor værdige kirke, saa har vi io faat det, iust som vi vil,

og derfor vi kun kan bede, at herren vil lægge velsignelse til – vi bad om det tidt her nede! Derfor jeg synger krigens pris,

den store, den vilde, den stærke, der farer frem som en herlig bris og svinger sit vældige tugtens ris mod en verden, hvis lemmer værke!

La stikke, la falde, la dø, la flammernes arme sig hæve! Asken denjøder fremtidens frø, der engang skygger vor fattige ø,

saa mennesker paa den kan leve! La ramle det raadnende hus, la det jævnes med jordens flade! Det var et hjem for rotter og mus,

og først naar det grundigt er lagt i grus, vil vi føle paa jord os glade! Derfor jeg synger krigens pris, den store, den stærke, den vilde!

Ragnarok selv, og dog Paradis den vil paa sin egen, haardhændte vis i udsigt for alle os stille!