Jeg knæler for dit alter ned, natur, du stolte, frie. Thi jeg er runden af din sæd som barn, der suger die
af moderbrystets rene saft, af den sig daglig henter kraft. Jeg knæler for dit alter ned, natur, med tak for livet.
Af alle gaver dog ieg ved, den største du har givet. Og om du gaven tar igjen, du giør det blot som trofast ven.
Jeg trygt mig derfor til dit bryst tør lægge ind og hvile. Af verdens ringe dont og dyst jeg der kan rolig smile.
Thi der jeg stakkels søn af jord befinder mig som barn hos mor. Vel tidt din tugt lidt haardhændt er, dit slag ei uden fare.
Men paa den søn, som du har kiær, der ei vil riset spare. Og selv i tugtens bitre stund er ren og stolt din hjærtebund.
Thi aldrig, aldrig, du natur, blev sygt dit store hjærte. Det banker friskt i mark og ur saa frit for sorg og smerte.
Om jeg med blege kinder gaar, dit hjærte lige kraftig slaar. Og derfor kommer jeg saa trygt til dig med al min jammer
som synderen, hvis sind er sygt, gaar til sit skriftekammer. Du aabner mildt din stolte favn og hvisker fra mig mine savn.
Du fylder mig med skjønhedshaab, min sjel du gir en hvile og mine drømmesyn en daab, bag hvilken livet smiler.
Hos dig jeg glemmer, hvad jeg er, al verdens smaahed og besvær. Jeg derfor knæler for dig ned, du rene livets kilde.
Og om jeg ikke altid ved, hvad helst du med mig vilde, det ved ieg: gaar ieg blot til dig, da gaar ieg paa den rette vei.
Saa la blot tiden gaa sig træt, dens ledemod blot knirke. Jeg søger altid lige let din høie, lyse kirke.
Og naar dens klokker kalder ind, ieg følger med et freidigt sind. Farvel, farvel, jeg raaber fro udover hele jorden!
Farvel til al dens tvil og tro om væren og om vorden! Farvel! Jeg hører klokkens slag: den er nu endt, min virkedag.
Cookies on Poetry Cove