Vidste jeg blot en eneste en,
der vilde min sang forstaa!
Havde jeg blot en eneste ven,
hvis hjærte jeg kunde naa,
ieg sang ham i glæde min bedste sang
om livets smerte og lyst,
tolked ham al den brændende trang,
der flammer som baal i mit bryst.
Nu ved jeg ikke eneste en,
der ville min sang forstaa.
Nu har ieg ikke en eneste ven,
hvis hjærte ieg kunne naa,
derfor jeg synger min sang for mig selv
til strengens dæmpede spil,
og strømmer den varm fra brystets hvælv,
et hjærte den finde nok vil.