Det var en silde aftenstund,
jeg gik mig ud i lund
at møde lille vennen der,
jeg haver hjærtens kjær.
Jeg satte mig paa stenen ned
alt i den grønne lund
og ventede, mens tiden leg,
den silde aftenstund.
Og kommer du nu ikke,
du kjære vennen min,
da vil jeg gaa at drikke
af dødens bedste vin!
Og hvis du mig nu sviger
og mig bedrage vil,
da mer blandt jordens piger
jeg ei vil være til!
Da vil jeg op mig hæve
til gud i himmelen.
Thi jeg kan ikke leve
foruden dig, min ven!
Det var en silde aftenstund,
jeg gik mig ud i lund.
Jeg mødte ikke vennen der,
jeg haver hjærtens kjær.
Og derfor ei jeg leve vil,
nu maa jeg snarlig dø.
Thi jeg kan mer ei være til
paa denne sorgens øl
Gud hjælpe mig og alle dem,
der har saa falsk en ven,
og give os et bedre hjem
alt udi himmelen!