Favn mig!

Fang mig, ia, favn mig blot, lidenskab, du mægtige, vilde, du store! Slaa mig med mine sansers tab, som tidt i din vælde du gjorde.

Jeg frygter ei for din hede favn, om end den er fuld af ild. Du er livet selv, dets hellige navn blot dig, ja, blot dig hører til.

Hvad var vel verden og al dens dont foruden dit rensende salt? En spraglet samling af godt og ondt, hvis saga var snart fortalt.

Et helligdagsolskin med borgeres leg og latter fra strand og skjær. En helligdaghvile med almuens steg til kirken i blanke klær.

Da vilde jo verden se strøgen ud og skinne af penhedens dyd, og ingen konge, saa lidt som gud, forstyrres af oprørslyd.

Da vilde jo alt gaa saa rigtig til som i de falmede skrifter, og bedstemoders mugne postil gi maal for mandens bedrifter.

Da thevandsmoralen kom høit i kurs og sladderens gamle matroner blev bænket øverst i herrens hus at synge Te Deums toner.

Da helvedes ild vilde svinde bort af mangel paa brændbare dele, St. Peter lukke sin himmerigs port af mangel paa salige sjele.

Da holdt vel dyden sin kaglende mund om verdens de tusind skavanker, om kjødets lyster paa hjærtets bund og ondskab i skiulte tanker.

Da havde vi faat: af frygten nok og helvedestrudslens byrde. Thi verden var blit en faareflok, der trængte ei engang en hyrde.

Og derfor ieg beder dig, lidenskab, du stormende, stærke, du store, slaa mig med mine sansers tab, som tidt i din vrede du gjorde!

Hos dig vil jeg hade og elske og le, saalænge mit hjærte blot kan, hos dig vil jeg lære paa livet at se som modig og voxen mand.

Jeg frygter ei for nogen straf eller løn og ei nogen regnskabets dag. Jeg tigger ei naade gjennem min bøn, jeg følger mit hjærtes behag.

Og bærer det engang ad helvede til, da er det min trøst og lyst, at jeg har lyttet til livets spil ved livets bankende bryst.