En sangfugl sad paa løvet kvist
mod sol og sang.
Den dag ham tyktes ei forvist
at være lang.
Af toner kiendte den sit bryst
saa fuldt og rigt.
Den derfor kvad af hjærtens lyst
sit glade digt.
Den havde lys, den havde tro,
den havde liv.
Den kunde bygge, kunde bo
i løv og siv.
Og skoven stod der høitidsglad
den dag saa lang
og vinked bifald med hvert blad
til fuglens sang.
Men ned en høg fra skyen jog
saa rovdyrtyst.
Sin skarpe klo den lynsnart jog
i fuglens bryst.
Nu ikke mer dens toner slaar
fra løvet gren.
I sorg nu hele skoven staar
for savnet ven.