Min sol gik ned en stille kveld,
ei fugl i skoven sang.
Den gled i blod bag mørke field,
og natten kom saa lang.
Min sol gik ned en stille kveld,
vi to alene var.
Og siden da dens straalevæld
min sjel ei varmet har.
Min sol gik ned en stille kveld,
din haand i min var lagt,
og du mig havde dit farvel
med sagte stemme sagt.
Nu venter jeg, at solen skal
igjen bag field gaa op,
forgylde fiord og li og dal
og skov og bjergetop.