Vor gamle gudelære,
i mangt saa skiøn og stor,
fortæller os paa vanlig vis
i faa, men klare ord:
Alle de faldne helte
hos Odin samles skal
som straalende einherier
i Valhalls lyse sal.
Der fælder de hverandre
i lystig kamp hver dag,
men staar ved nadverd atter op
og holder atter slag.
Forligte dog de ride
ved stridens ophør hiem,
hvor straalende valkyrier
til fest beværter dem.
Der spiser de ved gudebord
og drikker gudemiød.
Thi nu er de einherier,
nu kan de aldrig dø. –
Saa lyder vor gudelære.
Og ungdommens saga det er,
der her saa vakkert fremstilles
i mythologiens klær.
Thi ungdommen den skal stride
og falde som helt paa val
for derpaa siden at bænkes
blandt guder i guders sal.
Thi ungdommen den skal stride
og dog være glad og sund.
Da vil den af guder lønnes
med kys af valkyrjers mund.
Ja, selv de gamle blir unge,
naar de i kampen tar del
om mere lys her paa jorden
for søgende menneskesjel.
Da bænkes de alle tilhobe
i Valhall som Odins giæst
og feirer som løn for sin gjerning
einheriernes evige fest.
Thi dette er ungdommens saga,
hvor kampen ei blot giælder brød:
ungdommen kan nok falde,
men ungdom kan aldrig dø.