Brev

Min kjære ven, du klager tidt, at hvor du øiet vender, du ser saa altfor, altfor lidt af det, der glæde sender,

at jorden er en jammerdal, saa arm paa lys og lyst, men rig paa fattigdom og kval – en øde, hærjet kyst.

La fare, ven, din klagesang! Den klæder ikke tiden. Den passed maaske nok en gang for længe, længe siden.

Nu er vi færdige med den, vor tid er liv, er daad. Og daad, du ved, min kjære ven, er gjerning uden graad.

Det gik nok an at se lidt sort paa livets mange sider for dem, der flytted fra det bort til andre steder, tider,

der ikke søgte fæste her for al sin livsens id. For dem jo verden var og er en verden fuld ak strid.

Det gik nok an, som sagt, for dem at synge klagesange. For dem var iorden blot et hjem for støvets træl og fange.

Af dem vor jord med rette fik sin jammerdals-attest, signeret, efter tidens skik, af klokker og af præst.

Men vi, som ser vor skiønne iord i vaarens blomstringstid, som paa dens lyse fremtid tror og ved, hvad den kan bli,

for os saa langtfra jorden er paa gammel skik og vis en jammerdal, at meget mer den er et paradis.

Gaa ud, min ven, og lyt engang til livet, som det leves, og se de tusind kræfters trang tll stadig op at hæves.

Gaa ud, og bli en arbeidstræl i livets vingaard skjøn, og du vil faa en mandig sjel som stor og veltient løn!

Gaa ud, og hør de mange raab, de mange sukkes røst, gaa ud, og se de mange haab, den megen tro og trøst,

da tænker ieg, du hurtig vil faa føle og faa se, at her, blot her vi hører til med alt vort vel og ve.

Og derfor la os bygge, ven, vor gamle moder jord og giøre det som odelsmænd, der ei tilleie bor!

Kom, la os gjøre, hvad vi kan, det her vil si vor pligt: at sprede lys om hav og land i gjerning og i digt.