Og liden Signe sagde
til liden Petermand:
nu vil vi sammen vandre
i skoven hen paa stand.
Der bygger vi en hytte
imellem skovens trær.
Saa kan jeg plukke blomster,
og du kan plukke bær.
Og kommer der en bamse,
som ikke vil os vel,
da læser jeg mit fadervor,
mens du slaar ham ihiel.
Men hvis dig bamsen dræber,
en grav jeg grave vil,
deri jeg ned dig lægger
og dækker godt den til.
Paa graven skal jeg sætte
saa mange blomster smaa,
som rundt omkring den voxer
og plads paa den kan faa.
Og fuglen skal jeg bede
om dig at synge kun,
mens jeg ved graven sidder
den silde aftenstund.
Og vinden skal jeg bede
dit navn at nævne kun,
naar skovens trær den bysser
saa fredelig i blund.
Da vil du snart dig reise
af graven op igjen.
Paany da Signe bliver
din allerbedste ven. –
Og liden Signe vandred
med liden Petermand
at plukke bær og blomster
i skoven hen paa stand.
Der kom den store bamse,
han vilde dem ei vel.
Thi slog han liden Peter
saa gruelig ihjel.
Nu sidder liden Signe
ved Petermandens grav,
mens fuglen om ham synger
det bedste, den ved af.
Nu sidder liden Signe
ved Petermandens grav,
mens vinden om ham suser
i skov og over hav.
Men Petermand han hviler
saa dybt i mørken jord.
Han kommer ei til Signe mer.
Thi han i graven bor.