Aftensang

Nu kysser sol med røden mund hver tind, hver top i lien, mens barnet hjem mod dalens bund sig skynder henad stien.

Beredte nattens alfer staa til lydløst frem at danse fra fjeldenes kulisser graa med sorte slør og kranse.

I skoven tier liden fugl og stritter ind mod stammen. Der lægger den sit næb i skjul saa trygt i fiederhammen.

Kun spraglet maaltrost endnu slaar fra top sin gyldne trille. Saa er dens lyst! Den ensom staar med sang, hvor ingen vilde.

Hav tak, du glade sangersiel, fordi du freidig fylder med sang vor korte sommerkveld, trods træt af dagens mylder!

Snart kommer nat for os og dig, den sidste og den store! Gid da, at vi maa angre ei den gierning, vi her giorde!