Under rosenbuskens grene,
hvid af faldne blades stænk,
mellem bregnedækte stene
staar en solbeskinnet bænk.
I dens skyggehjørne sidder
Lolly gjemt og spiser knask,
nynnende til spurvens kvidder
og til havespringets plask.
Mod en klungerroses bæger
ned hun bøjer sin profil.
Solen strejfer den og leger
straaledans i haarets pil.
Duften vækker hede tanker.
Barmens sagte gang tar fart.
Øjet skinner, blodet banker:
Gid, han vilde komme snart.
Uf, de gamle to derinde
spejder, saa det er en gru.
Men, saasandt jeg er en kvinde,
skal jeg lure dem endnu ‒
Tys . . . det rasler . . . busken tøjer
sig der bag med blades drys . . .
‒ Der blir glød af to par øjer . . .
Med sin næsetip hun bøjer
bort hans bart for tusen kys.